lørdag den 22. december 2012

Mens vi venter.....

Verdens undergang er heldigvis afblæst. Men mens vi venter på juleaften....går vi pakker gaver ind, laver konfekt (jeg laver syltede citroner - et eksperiment - der skal overtrækkes med hvid chokolade og pyntes med lakrids pulver og pistaciekerner). Vi venter også på at min mor og søster vender trygt hjem fra Berlin. Desværre til den kedelige nyhed at der har været indbrud i min mors hus. De havde ledt rigtig meget igennem - selv gaverne var åbnet. Godt skuffede må de være blevet da de fleste gaver var til børnene - mon ikke de har bandet lidt da de åbnede for endnu en kasse Skovens dyr ( Sylvanian) Så venter vi ikke mindst på at diverse sygdomme vil slippe taget i os alle - ikke mindst Linn der har været syg over 14 dage med op og nedture.

Opskrift på Syltede Citroner
(jeg har bare erstattet appelsiner med citroner i en eksisterende opskrift)

Øko citroner ca 6-10 afhængig af str.
1 kg sukker
1 liter vand

Pres citronerne, og læg skallerne i en skål med vand - der skal de ligge 6 timers tid og udvandes. Efter 6 timer, hæld vandet fra. Kog vand og sukker til sirup. Put citron-skallerne i siruppen og kog op. Lad citroner + sirup afkøle. Kog op og lad afkøle en masse gange indtil skallerne er møre. Det er en proces der tager nogle dage.
Jeg har lavet det med appelsiner og der skulle der koges ca 6 gange før de var møre nok.
Hvis skallerne skal overtrækkes med chokolade skal de tages op af siruppen og tørre et par timer på et stykke serviet inden de kan overtrækkes.

Jeg er stadig i gang med koge-processen, så det færdige resultat kommer senere.

Opskriften på Syltede Appelsiner har jeg fra et udklip fra Politiken sidste år - hvor Summerbirds Mikael Grønlykke kom med et par gode opskrifter. Her var Syltede Appelsiner i blandt. De andre opskrifter har jeg også afprøvet i år og dem vender jeg tilbage med. 
På Summerbirds webside har de nogle fantastiske opskrifter - jeg har selv prøvet flødebollerne. Det gik så ikke så godt. Men skal prøves igen.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar