søndag den 20. januar 2013

Min lille pige og livets store spørgsmål

Vi beskæftiger os med de helt store spørgsmål for tiden. Livet og universet og i den dur. Svære spørgsmål men også meget spændende og virkelig tankevækkende når de kommer helt nøgternt fra en 5 årig.

Her til aften fik mig på noget af en prøve som mor. Hun kalder mig ind og er pludselig meget oprevet. Hun er bange for at dø! Jeg tænker, det er fordi hun ikke ved hvad der sker eller tror man er alene. Men det er i virkeligheden er det bare det "at vi ikke er her mere". Og det kan jeg godt se - det er svært at tackle.

Jeg synes godt nok det er svært at trøste en lille pige der er bange for at dø. For selvom jeg er rimelig sikker på at der er dejligt på den anden side og at man ikke er alene, så aner jeg ikke noget om det. Men jeg prøver at give en positiv indstilling til det videre, selvom jeg selv kan gribes af dødsangst og tænke "hvad sker der mon". Linn ville helst blive på jorden og leve evigt.

Da hun var mindre sagde hun altid, "Men mor vi dør aldrig, vel". I starten svarede jeg, "Nej det gør vi ikke." Senere ændrede jeg det til "Der er i hvert fald meget lang tid til". For hun nåede en alder hvor ikke synes jeg kunne lyve overfor hende. Nu er hun nået en alder hvor hun forstår eller er opmærksom på så meget, også livets kendsgerninger.

Jeg prøvede at spørge hvad hun gerne ville nå inden hun blev gammel. Vil du gerne have børn? "Ja tvillinger og det skal være piger" svarede hun. Og jeg spurgte om hun ville være glad hele tiden. "Nej kun om tirsdagen" :) - Det er et fint svar...man kan vel heller ikke være glad hele tiden og en dag om ugen er vel en start.

Da min far blev meget syg for ca 1,5 år siden, var min store datter med undervejs og besøge ham på hospitalet. Til sidst da han kom hjem og lå i stuen var hun også med ind imellem. Når hun var der, legede hun rundt om hans seng og jeg er sikker på han nød at høre hendes ubekymrede snakken og leg. Jeg forestiller mig det fik ham til at glemme alvoren for lidt tid. Hun var der ikke det øjeblik han gik bort men hun så ham syne hen. Det bragte døden på dagsordenen herhjemme, pludselig kom det meget tæt på. Efter vores lille snak her til aften måtte jeg også lige knibe en tåre, for jeg savner ham meget, men jeg ved han har det godt.

Jeg ved også at min far en min datters skytsengel - for sure! Der skete nemlig mærkelige ting i huset kort efter han gik bort og han fik tydeligt fortalt, at han holder meget af hende :)

2 kommentarer:

  1. Skønt som vores unger kan stille svære spørgsmål, og også selv være med til at svare (Gotta love ideen om glade tirsdage!)

    SvarSlet
  2. Ja jeg håber aldrig det bliver tabu herhjemme at stille de svære spørgsmål - selvom de kan være svære for selv voksne at snakke om og forklare. Tak for din kommentar :)

    SvarSlet